Anmeldelse: Mad Max: Fury Road

Action-overload, højtpumpende oktan og flydende nitro er det der karakteriserer årets genrefilm, Mad Max: Fury Road.

Det var med åbent sind, jeg satte mig til rette for at se rebootet af Mad Max. Forud for denne anmeldelse skal det nemlig siges, at jeg hverken har set de gamle film, set trailere til denne, eller efterfølgende har læst anmeldelser af filmen. Således får du her min vurdering.

Mad Max: Fury Road finder sted i et postapokalyptisk ørkensamfund, hvor benzin er en slags sortbørsvaluta, vand en sjældenhed og bilmotorer er beboernes et og alt. Verden er befolket af klaner, der hver især kæmper en kamp om oktan og ret til deres sted i ørkenen.

Udenfor dette møder vi maniske Mad Max, der som navnet antyder ikke er helt rask. Enspænderen Max, der mesterligt spilles af Tom Hardy, har blot en ting for øje, nemlig at overleve. Som nævnt har jeg ikke set Mel Gibson som Mad Max, men man fornemmer, at der er noget Mel Gibsonsk’ over den måde Hardy spiller rollen på samtidig med, at han har gjort rollen til sin egen.  Han er ustabil og tager kun sporadisk del i filmens få dialoger.

Første scene består af en monolog, hvor man kun kan sidde og tænke på, hvor sej Tom Hardys stemme er. Monologen bliver brudt af en jagt, hvor det ender med, at han bliver taget til fange af klanlederen Immortan Joe.

Imperator Furiosa, spillet af Charlize Theron, der er en af Immortan Joes klansfolk.  Da hun kidnapper Joes unge avlshustruer begynder en vild biljagt gennem ørkenen.

Max havner naturligvis midt i denne jagt, der består af en stor konvoj af motorcykler, gejlede monstertrucks, lastbiler og andre køretøjer. Faktisk så omhandler filmen nærmest kun denne ørkenjagt, og det kan lyde en kende ensformigt, men det er det ingenlunde.

Instruktør, George Miller, som i øvrigt også instruerede de gamle Mad Max film, får lov at udfordre det tørre ørkenmiljø, bilerne, og opfinder undervejs sine egne universer ude i ørkenen. Filmen er på den måde smukt skruet sammen, og det er gåsehudsfremkalende da filmens hovedpersoner kører ind i en flodbølge af ørkensand fyldt med uvejr og lyn.

Omdrejningspunktet for actionen er bilerne, der fungerer som vel-olierede dræbermaskiner og nærmest er ophøjet til gudestatus for klanerne. Det er tydeligt, at kun fantasien sætter grænser for, hvordan bilerne skal bruges og se ud, og man æder de overdrevet pimpede biler, og måden hvorpå de er med til at slå folk ihjel på, råt.

Den æstetisk flotte film bakkes op af en fantastisk lydside, der består af en konvoj af strygere, hvori der også indgår storslåede pauker, der sublimt bliver understøttet af en rockguitar, som med sine smagsfulde riffs, er med til at sætte tempoet i den hæsblæsende jagt gennem ørkenen. I spidsen for denne konvoj står dirigenten i form af Mad Max og Imperator Furiosa, der i kampen for overlevelse og frihed er med til at banke pulsen langt over hvilestadiet.

Når der er så meget action komprimeret ned på 120 minutter, kan man godt tro, at der kan være tale om action-fatigue. Men med Mad Max: Fury Road er dette ikke tilfældet. Filmen har små åndehuller, hvor man når at sympatisere med personerne, og ligger mærke til den særlige karakterudvikling, der foregår.

Jeg synes sagtens, at man kan se filmen uden at have kendskab til de gamle film. George Miller formår at skabe et fantastisk reboot, og det er klart den bedste actionfilm, jeg har set i år.

Filmen får mine allerhøjeste anmærkninger indenfor sin genre.

6/6 Stjerner.